Praktisk information



Tilmelding og betaling


Holstebro Svømme Club har ca. 1000 medlemmer. For at holde udgifterne så langt nede som muligt, benytter vi selvbetjeningssystemet "Klubmodul". Det er her, du tilmelder dig og betaler med Dankort.

Klik her for at tilmelde dig

Du skal først oprette en profil i svømmerens eget navn. Hvis der er tale om et barn, kan du med fordel angive mor eller fars telefonnummer og mailadresse som kontaktoplysninger. Vi bruger oplysningerne i Klubmodul til at kontakte dig, hvis vi har vigtig information, så det er vigtigt, at du holder kontaktoplysningerne opdateret, hvis du skifter nummer eller mailadresse.

Træneren/instruktøren får automatisk besked via e-mail, når du har meldt dig til, så I skal bare møde op til undervisning.

 

Intet Dankort? Intet problem!


Hvis du ikke har Dankort, skal du kontakte klubben. Så kan vi aftale, om du skal betale kontant eller overføre pengene til klubbens konto.

 

Politik for refusion og flytning af hold


Holstebro Svømme Club betaler normalt ikke kontingent tilbage. Vi har dog den regel, at hvis du efter at have prøvet et hold én gang, finder ud af, at det slet ikke er noget for dig, så kan vi refundere kontingentet (minus gebyr for brug af Klubmodul. Gebyret dækker bl.a. omkostninger ved brug af kortbetaling).

Det er gebyrfrit at flytte til et andet hold. Hvis kontingentbetalingen for det nye hold er højere, vil du automatisk blive afkrævet differencen. Flytter du til et billigere hold, kan vi refundere forskellen.

Bemærk: Betingelsen for at benytte "Soppebassin" eller tilmelde sig "Søndagsfamiliehold" er, at mindst ét af husstandens medlemmer er aktive medlemmer af Holstebro Svømme Club - dvs. tilmeldt et hold i svømmeskolen, et konkurrencehold eller et hold i motionsafdelingen.
 
 

Hvad skal jeg medbringe?

  • Rent badetøj (husk: "Rigtigt" badetøj, ikke badeshorts, som er svære at svømme i).
  • Mindst ét håndklæde. Evt. et ekstra, så du kan tørre dit barn, når I har klædt om. Så fryser barnet ikke, mens I venter på at komme i bassinet.
  • Svømmebriller. Alle børn (og voksne) bør benytte svømmebriller, da klor irriterer øjnene.
  • Det gør det også nemmere at orientere sig i vandet. 
  • TIP: Hvis dit barn normalt bruger briller, kan man købe svømmebriller med styrke, f.eks. hos svømmeklubbens sponsor www.barnmedbriller.dk.
  • Evt. våddragt til meget små/spinkle børn. Prøv det én eller to gange, og hvis dit barn har svært ved at holde varmen, kan I købe en våddragt. Svømmeklubben har nogle dragter i små størrelser, som I kan prøve i kontorets åbningstid og evt. købe via klubbens webshop.
  • Plastikpose til skoene, hvis I vil have dem med ind i omklædningsrummet. Så får du ikke snavs på tøjet, når du lægger skoene ind i skabet sammen med dit tøj.
  • Plastikpose til hjemturen, så I kan opbevare det våde håndklæde og badetøjet uden at gøre tasken våd.
  • Evt. din egen shampoo. Der er sæbeautomater med hår-/bodyshampoo i bruserummet.
  • Evt. nøgle eller mønt til skab i omklædningsrum. Det nemmeste er at undgå at efterlade værdigenstande (tag evt. telefon og tegnebog med ned til bassinet). Mange efterlader tøj og sko uden at låse skabet, og uden at der i øvrigt sker noget ved det. Formelt skal vi dog understrege, at al opbevaring sker på eget ansvar. 


Hvor foregår undervisningen?


For alle hold gælder, at man skal klæde om på 1. sal i Holstebro Badeland.

Du kan benytte den udvendige trappe eller gå op ad vindeltrappen lige inden for svingdøren ind til Badeland. Bemærk venligst, at personalet i kiosken i Badeland ikke har noget med svømmeklubben at gøre, så selv om de er søde mennesker, kan du ikke forvente, at de kan svare på spørgsmål om klubben. Til gengæld sælger de både slik og sodavand.

Man får ikke noget "bånd" eller andre former for kort, pas eller lignende. Du skal bare gå ind i omklædningsrummet.

Selve svømmeundervisningen foregår inde i svømmehallen (i lokalet inde bag ved Badelands rutsjebaner osv.) Adgang foregår gennem omklædningsrummet på 1. sal.

 

Hvornår begynder undervisningen?


Den tid, som står på holdtilmeldingen, fortæller, hvornår du skal møde vasket og omklædt nede ved bassinet.

Det vil sige, at du skal møde ca. 10 minutter før, så du har tid til at gå i bad og klæde om.
 

 

Praktisk guide til omklædning og hygiejne


NB: Opbevaring af tøj, værdigenstande mv. foregår på eget ansvar. Du kan evt. tage din iPhone og tegnebog med ned til bassinet, hvis du ønsker det.

Inden du går ind i omklædningsrummet, skal du tage dit fodtøj af. Du kan efterlade jakken og skoene ude på gangen, eller også kan du putte skoene i en plastikpose og tage dem med ind i omklædningsrummet.

Bænkene inde i omklædningsrummet er til at sidde på, når man f.eks. skal have strømperne af eller på. Vis hensyn og lad være med at lade dit tøj ligge på bænken.

Læg dit tøj ind i et skab. Nogle af skabene har møntindkast. Andre har en nøgle, som du leje ved henvendelse til svømmeklubben. Det koster 100 kroner for en sæson (halvt år).

De fleste vælger dog at lade skabet være ulåst, hvis der alligevel kun er tøj derinde. Og som sagt: Du kan tage din tegnebog og værdigenstande med ned til bassinet.

Når du går i bad, skal du vaskes UDEN badetøj. Det er meget vigtigt, at man bliver vasket i skridtet og i nummeren, inden man hopper i bassinet. Jo flere bakterier, du har på kroppen, jo mere klor bliver der aktiveret i vandet - og så klør og kradser det alle steder.

Du skal skylles, vaskes med sæbe i håret og på kroppen, og så skal du skylle sæben grundigt ud.
Du kan medbringe din egen shampoo/sæbe, eller du kan bruge det, der er i sæbeautomaten, som er en kombineret hår- og bodyshampoo.

TIP: Efter omklædning kan man tørre sig, inden man går ned i svømmehallen. Så fryser man nemlig ikke, hvis der er lidt ventetid, inden man får lov til at hoppe i vandet.

 

Mor eller far må gerne gå med i omklædningsrummet


Børn har ofte en forælder eller anden voksen med for at hjælpe i omklædningsrummet. Det er man velkommen til.

Ledsagere, som ikke skal i svømmehallen, skal også huske at efterlade skoene udenfor.
 
Der er ca. 28 graders varme og meget fugtigt i svømmehallen, så tag endelig jakken af også! Og tag evt. en vandflaske med ned, så du ikke bliver utilpas.

Smid strømperne og smøg buksebenene op - og skyl lige tæerne, så du ikke slæber sokke-fnuller med ned i svømmehallen.
 

 

Guide til dig, der ledsager et barn - men ikke selv skal i vandet


Nogle forældre til små børn foretrækker at blive ved bassinkanten for at overvære svømmeundervisningen. Det må man godt, men vis venligst hensyn til både dit eget barn, resten af holdet og de øvrige badegæster.

Rent pædagogisk har vi bedst erfaringer med, at du kommer med ned for at aflevere dit barn - og så går igen, præcis som I er vant til, når du afleverer dit barn i børnehave eller skole.

Så behøver du heller ikke sidde og svede i 28 graders varme. Du kan gå op i klublokalet på 1. sal, tage en kop kaffe i tekøkkenet, se lidt fjernsyn eller kigge ud af panoramavinduet. Og så kan du hente dit barn igen, når lektionen er forbi.

Hvis du vælger at blive ved bassinet, så hav en aftale med dit barn om, at "nu er det træneren, der bestemmer". Undgå så vidt muligt at afbryde undervisningen f.eks. ved at henvende dig direkte til dit barn, mens undervisningen foregår. Træneren har fuldstændig styr på det faglige og på sikkerheden, så du skal ikke være bekymret. HUSK: Du giver dit barn den bedste oplevelse, hvis du signalerer, at du har tillid til instruktøren. Hvis du er utryg, bliver dit barn det også.

Vis også hensyn til de øvrige badegæster. Vi får jævnligt klager fra voksne badegæster, som synes, det er lidt pinligt at skulle gå spidsrod mellem fuldt påkædte forældre, mens de selv kommer gående med dellerne hængende ud af badetøjet. Træk stolen helt ind til siden, så du ikke spærrer vejen, og vær lidt diskret. Nogle svømmere føler det meget ubehageligt, hvis de føler, at der sidder nogen og glor på én.

BEMÆRK: Det er ikke tilladt at fotografere i svømmehallen uden forudgående tilladelse. Livredderne og receptionisten i Badeland har instruks om, at de om nødvendigt kan bortvise gæster fra både svømmehallen og Badeland, hvis nogen tager billeder af badegæsterne.
 
Foto-forbuddet betyder også, at det er forbudt at bruge mobiltelefon i svømmehallen, da de fleste mobiltelefoner har indbygget kamera.

Hvis du ønsker at fotografere dit barn i svømmehallen, så kontakt jeres svømmeinstruktør, så I også kan aftale det de øvrige forældre på holdet, hvis der kommer andre børn med på billedet.
 
I praksis er det ikke noget stort problem - men sådan er reglerne altså.

OL PARTNERE